Loerdag aften startede jeg saesonen sammen med mit klubhold til et aftenloeb i byen Le Muy, hvor vi delte os op i hold af to og to, og derefter i 1,5 time spurtede rundt paa en 1km lang bane i centrum med fortove, trapper og skarpe hjoerner. Det var rigtigt sjovt og droenhyggeligt. Min makker paa 13 og jeg vandt i mix klassen, og vi fik en overvaeldende flot pokal som jeg "allernaadigst" gav til min makker, jeg fik tilgengaeld oplevelsen af at se hans oejne foravandle sig til julelys.

Soendag morgen moedtes vi saa igen hele banden paa 12 ryttere til et xc-loeb naer ved Aix-en-Provence. Vi var ca. 12 piger til start bl.a. forrige aars franske mester, og jeg var droen spaendt paa at opleve niveauet og paa at see hvordan bernern havde det. Vi havde faaet at vide paa forhaand at det ikke ville vaere en saerligt teknisk bane, og jeg havde indstillet mig pee en masse tons, saa jeg blev glaedeligt overrasket idet foerste halvdel af ruten ikke var andet end tekniske laekre singletracks.

Sidste aars top tre i dameklassen blev placeret helt fremme i startbox 1 og jeg blev sat sammen med de andre damer i midten at startbox 2, det var lidt noget pis, men ok jeg skulle jo bevise mit vaerd. Vi skulle koere to omgange af 13km, og halvvejs paa den foerste omgang naaede jeg op til nr. 2 og 3, jeg fik overhalet dem begge og laa derfor nr. 2 i et stykke tid, og syntes at benene havde det ok. Men i slutningen af foerste omgang gik jeg helt i staa, og blev foerst overhalet af den ene, og efter at have kaempet lidt med den 3 frem og tilbage, maatte jeg "overgive" mig, jeg havde bare ikke mere i benene, og kampgejsten var ikke helt i top.

Saa det blev til en fjerdeplads, jeg ved ikke helt hvad jeg havde forventet, og jeg ved heller ikke om jeg var skuffet, men én ting jeg ved er at det er simpelthen for fedt at koere cykelloeb naar sporene er toerre og tekniske og jeg hele tiden bliver udfordret baade af andre dameryttere og af terraenet.

Over and out for denne gang

Det her er min nye klub OCR, jeg ved godt det hele er paa fransk!!

http://club.ocr.free.fr/?Vtt

I soendags d. 1 marts, koerte jeg mit foerste, men bestemt ikke sidste Enduroloeb.

Kategorien Enduro er ikke saerligt udbredt endnu indenfor mtb-sporten da den kraever et vist terraen. Enduro kommer af ordet endurance, og indikerer altsaa udholdenhed, og det skulle vise sig at vaere lige det det var plus en portion doedsforagt og teknisk fleksibilitet.

Et enduroloeb har for det meste 3 laengere nedkoersler (kaldet specials) af en varighed mellem 10-30 minutter, og mellem hver nedkoersel saa koerer man eller traekker sin cykel hen til den naeste afgang.

Loebet i soendags skulle efter sigende vaere et af de svaereste her i sydfrankrig, hvilket desvaerre harmonerede meget daarligt med den laanecykel jeg havde skaffet mig, som dels var alt for stor, saa jeg ikke kunne faa den rundt i hjoernerne, dels var bremserne Hayes5, som nok er noget af det vaerste jeg nogensinde har har haft mellem fingerene.

Det fede ved Enduroloeb er ogsaa at det ikke er faelles-start, men derimod bliver man sendt afsted med 20sekunders mellemrum, saa der er ikke noget stress fra starten af, kun ren fokus og koncentration paa nedkoerslen.

Den foerste nedkoersel skulle jeg lige vaenne mig til cyklen da jeg ikke havde siddet paa den foer, det ikke super hurtigt da den som sagt var for stor og derfor meget svaer at manoevrere, men hold fest hvor var det en fed nedkoersel.

Derefter var der 1 time og 45 minutters opkoersel hen til naeste start.

Nr. 2 Special var den laengste paa ca. 25-35 min, efter kun 5 min, stoppede min forbremse med at fungere, hvilket jo var mindre ideelt, og resten af nedkoerslen var halvt loeb halvt doedskoersel, hvor det mere var cyklen end mig der havde kontrollen. puha det var bestemt noget af det mest modbydelige jeg nogensinde har proevet paa en cykel, og paa et tidspunkt efter det 15 styrt, begyndte jeg naermest at tude af arrigskeb over den lortecykel, og pinlighed over alle dem der overhalede mig og derfor saa mig loebe ved siden af cyklen, oevoevoev!!

Men jeg overlevede, og jeg fik ogsaa mandet mig op til at koere den tredie og sidste special, og jeg kom ikke engang i maal som den sidste, faktisk blev jeg nr. 122 ud af 150, saa det maa vel siges at vaere flot alt taget i betragtning.

Men naeste gang koerer jeg paa min ombyggede Voodoo hvis jeg ikke har fundet en cykel i min stoerrelse og UDEN Hayes bremser, helt klart.

Der er godt nok gået en måned siden Roc d'Azur, men jeg har haft travlt med at tilpasse mig det franske administrative system, og så har jeg og Luna også lige været en tur i Dk. Selvom jeg for nyligt bestemte mig for at mit nye motto skulle være "Hvo intet vover intet vinder", så tror jeg nu, jeg holder fast i mit gamle "Bedre sent end aldrig" lidt endnu!

Lørdag d. 11 var det dagen for Roc d'Azur elite-damer, og det var også dagen hvor jeg for 33 år siden kom ud i verden, så der var lagt op til en fantastisk dag.

Helle og jeg stod op til en strålende sol og en dyb azurblåhimmel. På turen fra La Garde-Freinet til Frejus fik Röyksoap lov til at sætte tempoet for vi var begge ret nervøse. Helle havde lånt min lege-voodoo (ca. 12-13kg) idet hendes egen cykel var blevet stålet i Ornans, nordfrankrig, weekenden før. Så hun var meget spændt på hvordan det ville gå. Jeg selv skulle køre de 43km på min Ari, der var blevet spændt op til lir, med nye lækre xtr-skiftere og nye bremsegreb. Mit gamle dualshift var blevet lidt for sløvt efter 2½ års hårdt brug (der var kommet slør i selve bremsedelen af grebet, skifterne virkede stadigt upåklgeligt).

Vi ankom en anelse forsinket. Efter klargøringen af os selv og cyklerne havde vi desværre kun 10 minutter til opvarmningen.........så de blev brugt på nogle korte intervaller, og da vi stod i startboxen følte jeg mig klar alligevel.

Jeg stod i 2.række, noget af en forbedring i forhold til 2005 hvor jeg var punkteret lige inden starten gik af, og derfor kom både ind i og ud af boxen som den absolut sidste.

I 2005 kom jeg i mål som nr. 20, så i år havde jeg sat målet til en top 15. Jeg havde hele ugen haft alt alt for tunge ben, nok et resultat af wc-mx løbet søndagen før i Ornans. Så trods min følelse af at være på toppen og drømmen om en top 10 placering, var jeg også lidt nervøs for hvordan benene ville reagere på alle opkørslerne, og havde derfor sat målet mere realistisk.

Startskuddet gik og jeg lagde mig oppe i den forreste gruppe. Farten var ikke overvældende, og det var fedt at mærke at jeg havde overskud til lægge mig i spidsen - vildt fed fornemmelse at ligge forrest med 129 kvinder bag mig. Jeg blev dog ikke liggende dér ret længe, det skulle bare lige prøves. Efter alle de gange til worldcups hvor jeg er startet som rosinen i den yderste pølseende, var det bare så lækkert at ligge helt i spidsen for et internationalt felt, om så kun for bare 1 minut.

Vi kom til den første opkørsel, og allerede der, sprængtes feltet i atomer. Jeg forsøgte at hænge på de forreste, men mine bange anelser viste sig at være rigtige, så jeg satte tempoet en smule ned.

På vej ned af den første nedkørsel oplevede jeg det vildeste rush. Jeg var lige blevet overhalet af en pige, hvilket var nedtur, så jeg gav den alt hvad Ari'en kunne tåle, slap bremserne (næsten) og til lyden af hujende tilskuere overhalede jeg pigen igen plus to andre. Uffff en fed fornemmelse.

Resten af løbet var helt fantastisk, jeg blev ved med at overhale piger på de lige stykker og nedaf, desværre blev jeg så overhalet igen på vej op ad. Det var ærgeligt, at jeg ikke havde taget mine superben med, heldigvis var det en tredobbelt succes at min teknik nedad virkeligt var forbedret siden 2005.

Jeg skal ud at prøve kræfter med en ny diciplin der hedder Enduro, hvor der bliver taget tid på nedkørslerne, og så har man et defineret tidsrum til at komme op, og hvis man ikke når det indenfor tidsgrænsen får man strafpoints.

Da jeg havde kørt lidt over halvdelen kom jeg til 'Col de Bougnon', en opkørsel hvor der altid står sort af mennesker hele vejen op. Og der stod også "Teamet", 2xHelle, Allan, Krogh og Henrik. Det var skønt at høre danske stemmer.

Der var nogen der råbte at jeg var ca. nr. 15. og jeg bestemte mig for, at jeg det skulle jeg fortsætte med at være helt til mål. Jeg fandt de sidste turbo kræfter frem og masede på. Det sidste stykke skal men over en strand 2 gange, og jeg måtte af og løbe. Jeg troede jeg så en konkurrent lige i kølvandet og blev en smule panisk. Heldigvis var der to fyre på tandem (de bliver sendt afsted 1 time inden os) som lå lige foran og de råbte til mig at jeg skulle hænge på, og så blev jeg ellers "båret" 2km, og kørte derefter de sidste 2km alene. Jeg nåede lige mit mål og blev nr. 15.

Faktisk havde der slet ikke været noget at være nervøs for, nr.16 kom først i mål 1-2 min efter mig.

http://www.rocazur.com/inscription-vtt/resultats-roc-azur.php

Nu er det så 13.november, og min vintertræning er startet. I dag har den bestået af 3½time i strålende sol.

Om to uger stiller jeg op i en DH-konkurrence som er en del af åbningen af en helt ny bane 20km fra La Garde-Freinet. Det er i et område der hedder Gassin, det glæder jeg mig godt nok til.

Søndag d. 28 september var jeg til mit første cykelløb hernede i området. Det blev kørt ovre i nærheden af en by der hedder Le Muy, og det var et fedt løb med 2 omgange af 11km. Der var ikke så mange højdemeter, men ruten var meget singletrack, og virkelig teknisk. Den havde alle former for underlag: klipper, sten, jord, grus, grannåle og rødder, noget af ruten mindede faktisk rigtigt meget om Bornholm.

Vi var kun 5 kvinder til start og jeg vandt overlegent med 10 min ned til nr. 2. Vi startede sammen med juniorerne og veteranerne, og der var ca. 50 ialt til start. Der var 3 af de andre kvinder som havde fede cykler og klubtøj på, og inden starten tænkte jeg at nu skulle det blive spændende. Der gik dog under 2 minutter, før jeg var langt foran de andre tøser. Så gik jeg i stedet efter at overhale så mange af fyrene som muligt. Jeg kan kun sige at de franske mænd er absolut lige så angste som de danske for at blive overhalet, så hver gang jeg lå i baghjulet på en af fyrene og råbte højre om, resulterede det i at han satte farten op (i sa. 500m) hvorefter han troede han havde rystet mig af sig, og derfor satte farten ned igen.....og så var jeg der igen!!

Men jeg fik da overhalet en del, og endte med at blive nr. 8 samlet, hvilket formanden for min franske klub virkede meget imponeret over.

Så alt i alt en fin debut på det franske marked. Næste søndag kører jeg et worldcup-maraton i byen Ornans (nordpå) og weekenden efter er det så tid til Roc d'Azur, hvor der kommer en lille gruppe danske mtb-nørder ned og gør mig selskab.

Jeg har i de sidste par haft lyst til at flytte ned til sydfrankrig, dels bor mine forældre dernede, dels længes jeg efter bjergene, solen, havet og ikke mindst de gode franske vine!

Nu har jeg gjort mine drømme til virkelighed, og jeg er flyttet ned til en lille bjergby i de Mauriske bjerge kaldet La Garde-Freinet (se info om mine forældres hotel her:http://www.hotelfraxinois.com/).

Jeg har fået indskrevet min datter i skole og jeg har fået et lille job på en restaurant 3 aftener om ugen til at starte med, indtil jeg finder mig et job der er relateret til mountainbike, så nu mangler jeg bare et sted at bo.

Den sidste måned er gået med at få styr på en masse praktiske sider ved flytningen, men her fra d. 1 september går jeg i hardcore træning igen, og jeg har meldt mig til Roc d'Azur i både downhill, endurance og xc!!! så det skal nok blive hårdt, spændende men især sjovt. Det bliver nogle skønne dage hvor også flere DMK'ere og andre danske xc'ere har meldt deres ankomst.

På mine forældres hotel har jeg lige mødt hovedarrangøren bag worldcup afdelingen i Houffalize, og han inviteret mig, min skønne træningsveninde og nuværende Danmarksmester og hele min familie til Houffalize til næste år, hvilket er helt fantastisk, så nu har jeg allerede et primært mål for sæsonen 2009.

Jeg har også talt med de fleste af mine sponsorer, som alle er positivt indstillede på min flytning og de ønsker fortsat at hjælpe mig året ud, og evt. videre i min karriere, så det er bare skønt. STORT TAK og store knus til jer, i gør mit cykelliv og min hverdag meget mere overskuelig.

Jeg starter lige med resultatet af DM, som blev at jeg måtte afgive min ellers elskede mesterskabstrøje gennem to år til Marie Kunst, og måtte "nøjes" med sølv!!

Mine forventninger til DM i år bar meget præg af at mit fokus siden Andorra har ligget mere på min flytning til Frankrig d. 7 august end på træningen. Lige efter Andorra var jeg meget nedtrykt over at mine resultater til world cups stadig lå helt på den forkerte side af top 40, og min motivation var en smule blakket. Men efter mit flotte løb til dcu-løbet i Hareskoven og en rigtig pep-talk fra min træner Catherine Marsal var min kampgejst tilbage og jeg genoptog træningen med DM i fokus, og en hattrick som målet.

Ugerne op til DM bød dog på nogle personlige udfordringer som gjorde, at jeg blev nødt til at forholde mig mere realistisk til mine forventninger. Jeg ville stadig gerne vinde, men mit fokus var ikke længere kun rettet mod DM og den lyserøde Ari.

Fredag kl. 14 holdt vi opsamling foran Maries job. Isabella og jeg skulle køre i hendes bil sammen med Morten Krogh, og vi hyggede os rigtigt med pastasalat, energidrik og højt humør. Vi nåede ud til ruten hvor vi mødte en del af de andre. Marie og jeg varmede op, og "rullede" derefter en tur rundt på ruten, det var fedt lige at køre den igennem igen, især fordi den nu var fuldstændigt tør, modsat sidste gang hvor det regnede. Jeg satte min saddel ned, og tjekkede dæktrykket i mine maxxisdæk (Ignitor 2,3 foran og Larsen 2,0 bagpå), og det kørte perfekt. Marie og jeg blev helt overstadige, og stemningen var høj da vi satte os ind i bilen for at køre til vandrehjemmet.

Løbet:

Marie og jeg havde lagt en strategi, og målet var at vi skulle vinde guldet og sølvet. Jeg for min del var nået frem til, at det ville være en lige så stor sejr at vinde sølvet som guldet så længe jeg kørte et løb jeg kunne være stolt af.

Starten gik, og jeg lagde mig i front med Annika lige efter mig. Hun forsøgte at presse sig op et par gange på startloopet men jeg accelerede. På den første opkørsel gled hun nemt forbi mig, og jeg tænkte at det ville nok blive en hård kamp at få opfyldt målet. Jeg lagde mig på hendes hjul så godt det kunne lade sig gøre når ruten er så kuperet som denne. Marie lå den første halvdel ca. 10m efter os. Jeg blev en smule nervøs på Maries vegne idet jeg tænkte at hendes ben måske ikke var optimale, men al min nervøsitet kom til skamme idet hun passerede mig med stor fart da jeg lavede en fejl. Nu lå Marie så lige efter Annika og jeg dannede bagtrop. Farten var høj, og der blev pustet og prustet (måske mest mig!!). På en meget teknisk opkørsel med en masse rødder begår Annika en fejl og Marie rykker helt op til hende, derefter laver Annika endnu en fejl på et fladt stykke med nogle rødder, og her ser Marie sit snit til at rykke igennem, så hun skifter til stor klinger og så træder travhesten ellers sit dødsforagtende tunge tråd og flyver væk, efterladende Annike og jeg alene. Jeg ligger stadig lige efter Annika og havde egentligt ikke helt overskuddet til at rykke forbi hende, og da Annika forsvinder op ad en bakke tænker jeg at nu er spillet nok tabt. Jeg skynder mig efter og på nedkørslen ser jeg hende igen hvor hun løber ved siden af cyklen. Jeg råber at jeg vil komme forbi, hun laver plads, og jeg passerer og tænker at nu er det min tur til at rykke igennem. Jeg sætter farten op det bedste jeg kan og ser ikke noget til Annike de næste to omgange. På den tredie omgang ser jeg Marie i et loop, og når lige at råbe: "du er laaangt foran og jeg ligger nr.2" (Marie fortalte efter løbet, at denne information havde givet hende et kæmpe boost, og at hun selv i kampens hede havde trukket på smilebåndet).

Jeg selv mediterede hele tiden mens jeg kørte "Mission accomplished" - en smule inspireret at Tom Krus og filmene Mission Impossible som vi havde stenet til fredag og lørdag inden sengetid!!

Midt på sidste omgang ser jeg så djævelen forklædt som den pæne pige Annika der langsomt og sikkert æder sig vej op til mig. Jeg når lige at visualisere mig selv på en tredieplads, men hjernen nægter at det skal være en mulighed, så benene tager over og lungerne udvider sig endnu mere end jeg troede var muligt. Jeg kæmper mig vej den sidste halve omgang, og når til en af de sidste opkørsler hvor Isabella, Magnus og en masse andre fantastiske heppere står og nærmest tvinger Hulk-agtige kræfter ud af mine ben. Jeg når den sidste opkørsel og løber op da det er hurtigere nu end at køre i mindste klinge, mine ben begynder at krampe, men mit hoved er ved at sprænges af endorfiner og andre lykkebringende stoffer, for jeg ved, at når jeg når toppen af denne bakke (bjerget!!) så går det bare ned, ned og ned og så kan Annika ikke længere true min anden plads.

Jeg når i mål, 2 minutter og 17 sekunder efter Marie og 37 sekunder før Annika. Puha for et løb, der var godt nok spænding på drengen til sidst.

Jeg havde ikke stillet de store forventninger til dette løb, da jeg lige var kommet hjem fra Korsika, hvor jeg havde været til bryllup og i familiens skød i 10 dage uden at se skyggen af en cykel, både rart og frustrerende.

Da jeg sætter mig på den lyserøde Ari, kan jeg godt mærke at bagbremsen ikke er helt skarp, men jeg kan ikke rigtigt gøre noget ved det nu, så jeg pumper i den og håber den bliver bedre inden løbet.

Starten går, og jeg tager den helt stille og roligt og ligger mig ind som den sidste i kvindefeltet og ligger lige bag Signe og Helle, Marie og Annika ligger længere oppe. Jeg kommer langsomt op i omdrejninger og får overhalet Signe og Helle. På den første opkørsel ligger jeg lige bag Marie, og hende overhaler jeg op ad bakken, så er der "kun" Annika tilbage. Jeg ligger lige bage en fyr på singletravket og kan ikke komme foran, men på vej ned af nedkørslen vurderer jeg at han tager sporet til højre om et træ, der stå i bunden og jeg forbereder mig på at overhale ham venstre om ved at køre venstre om træet. Desværre har jeg fejlvurderet, og i sidste øjeblik kører han lige i foran mig, jeg bremser ned, men får styret forkert og hamrer ind i træet med en bagved liggende rytter lige i ryggen, og jeg føler næsten jeg bliver sprængt til atomer.

ØV, nu gik det bare lige så godt. Jeg kommer på benene, får rettet på styret, sadlen, grebene, og får rettet ryggen ud. Jeg slipper heldigvis med chokket og har ikke nogle alvorlige kvæstelser, den største ømhed er omme på højre lår i ryggen og højre skulder, men adrenalinen tager sig af de værste smerter.... jeg får da hentet Signe og ligger og kæmper med hende et stykke. Vi får kørt os op til Marie der ligger som nr. 3, og da jeg vil overhale hende ned af den sandede nedkørsel kikser det igen for mig, jeg vælter og min kæde sætter sig fast mellem stellet og kassetten, så jeg endnu engang bliver sat tilbage til stenalderen. Jeg har på det tidspunkt fuldstændigt mistet motivationen, og kører den sidste omgang i mormor tempo, og prøver såvidt muligt at fremprovokere et positivt mantra inde i min hjerne. Det lykkes ikke.... men jeg kommer i mål, og accepterer at min præstation til nogle løb bare er skod og dårlig hårdag!! -bedre held (ben, bremser og koncentration) til DM, det satser jeg på.... :-)